★★☆☆☆☆
Det forekommer ubegribeligt, at James Foley, der engang skabte begavede og velspillede filmdramaer som "Sælger til Salg" med bl.a. Jack Lemmon og Al Pacino, nu synes henvist til at lave så blankt og banalt et værk som FIFTY SHADES I MØRKET.
Dakota Johnson vandt en ydest velfortjent pris for værste skuespillerinde på grund af en intetsigende indsats i etteren, og må også være en oplagt kandidat til næste år. Få kan som hun sige "Oh my God" så flat, at man tvivler på, at hun forstår ordenes betydning. Filmen vil ellers ha’ os til at tro, at hun har læst på Jane Austens og Brontë-søstrenes litterære klassikere, men den køber vi ikke.
Hun kalder Jamie Dornans Christian for "Baby", og der er da også noget infantilt over den måde, hvorpå denne voksne mand opfører sig, som gør at vi har svært ved at tage ham alvorligt. Så forekommer Erik Johnson da langt mere spændende i en skurkerolle, men han beholder desværre tøjet på.
I det hele taget forekommer det selvmodsigende, at dette såkaldte kvindelige univers slet ikke fokuserer på de mandlige kønsdele, men hovedsagligt kræser om kvindekroppen, som var vi midt i en lesbisk fantasi. Men når både instruktør og den ansvarlige manuskriptforfatter er mænd, så skal man ikke forvente nøgne mænd, selvom der har været lagt op til det i medierne.
I stedet får vi den obligatoriske bøssekarikatur – frisøren med de bløde håndled – samt den aldrende Barbi-dukke Kim Basinger, der ser ud til at ha’ haft en heldig dag hos plaktiskirugen.
FIFTY SHADES – I MØRKET kommer ingen steder, og er i al fald ikke blevet mørkere – kun endnu mere kedelig.
