★★★★☆☆
Eugène Ionesco er tilbage i Teatret ved Sorte Hest med stykket DEN SKALDEDE SANGERINDE, og her bor det i grunden godt. Forestillingen spillede her i 2002 med en del af de samme skuespillere på rollelisten, men har nu fået en ansigtsløftning af iscenesætter og teaterdirektrice Maria Vinterberg, så den fremstår forbløffende frisk.
Et ægtepar får af deres noget drikfældige au-pair at vide, at de får gæster. I første omgang dukker der et par op, der knap kan huske hinanden, og senere også en brandmand. Det danner grundlag for stadig mere absurde ordudvekslinger, der kulminerer i et forrygende kaos af tilsyneladende usammenhængende ord, som de medvirkende slynger mod hinanden.
Lune Sten Stig Lommer har ikke blot tristesse malet men snarere mejslet i ansigtet, når hans eksalterede hustru (en veloplagt Charlotte Elizabeth Munksgaard) kværner løs om hverdagens trivialiteter. Gæsteparret gør kun den pinlige afstand mellem dem mere synlig, og hverken den joviale mand (en munter Peter Oliver Hansen) eller hans skræmte hustru (spillet med fortabte øjne og forlorent smil af den glimrende Marina Bouras) synes mere lykkelige.
Michael Moritzen dukker op som selvfed brandslukker, og diverterer med digtede men naturligvis autentiske historier af stadig mere grotesk art. Ikke mindst en beretning, hvor han gang på gang fortaber sig i familierelationerne til historiens karakterer, har stor teknisk sværhed, men leveres med betydelig sproglig ekvilibrisme og elegance. Au pair-pigen (et behageligt gensyn med Therese Glahn) insisterer også på at tage ordet, for Ionescos sociale blik fornægter sig ikke, og hun lover dem alle bål og brand.
Helt så galt går det ikke, men DEN SKALDEDE SANGERINDE udstiller på liflig vis den individuelle ensomhed hos borgerskabet, der ejendommeligt nok blomstrer i de sociale mediers tidsalder. For medierne har vundet, og hvad er der så tilbage andet end absurde ordudvekslinger?
