★★★★★☆
Roland Schimmelpfennig hører afgjort til blandt Europas bedst begavede dramatikere, men trods stykkernes indlysende litterære kvaliteter kan de i perioder virke en smule fortænkte, hvilket må være en udfordring for en instruktør og fra tid til anden også for publikum.
Den nyuddannede instruktør Anja Behrens synes ikke at komme publikum i møde, men sørger heldigvis for, at vores opmærksomhed belønnes. I hendes iscenesættelse handler SORT VAND i mindre grad om kulturforskelle, men bliver snarere en intelligent teaterleg mellem to tider – dengang for 20 år siden og nu.
Christian Albrechtsens smukke scenebillede nyder godt af Christian Alkjærs melankolske belysning og placerer skuespillerne som statuariske skabninger i et meget lavvandet friluftsbassin.
De seks skuespillere fungerer som en art græsk kor, der kommenterer handlingen, men som også illuderer som en endnu større gruppe unge, der på godt og ondt støder sammen omkring et friluftbad for 20 år siden. Men samtidig skal de også forestille nogle af de samme karakterer 20 år senere – men ikke nødvendigvis de samme, der spillede dem som unge! Nemt skal det jo ikke være.
Jakob Femerling beviser som den unge Frank, der forelsker sig i een pige, men kommer til at danne par med en anden, at han hører blandt dansk teaters største nye talenter.
Özlem Saglanmak er pigen, som han svigter, men som han så genser efter 20 år og Christine Sønderris agerer kvinden, han vælger, men som ikke nødvendig bliver hans livs kærlighed. Begge forsvarer deres roller med sødme og sårbarhed.
Gerard Carey Bidstrups ansigt og Marie Louise Willes øjne låner hårdt optjent livserfaring til forestillingen, mens Ernesto Piga Carbone yder en sympatisk indsats – som han også gjorde det i "Vinger" på Teater Grob tidligere på sæsonen.
SORT VAND er en flot, moderne og lidt højrøvet forestilling, som man beundrer mere end man elsker, men som heldigvis også rummer en forsonende poesi i sin skildring af (for)tabt kærlighed.
