UNDERVERDEN

★★★☆☆☆

Fenar Ahmad er atter på banen med en hårdslående film fra den danske undergrund. Overbevisende skuespillere og en dynamisk billedside kan ikke overvinde et manuskript, der går fra at være kras socialrealisme til at ende som et plat og utroværdigt selvtægtsdrama.

Ærgeligt for Fenar Ahmad har mange gode tiløb til at undgå stereotyperne, men ender alligevel med at give efter for dem. For den begavede mørke hjernekirug ender jo som hævntørstig morder, mens hans hvide hustru sidder alene på hospital med deres baby på armen som en hellig madonna med jesus-barnet!

Dar Salim har ellers vægt bag replikkerne i hovedrollen og hvis bare lydfolkene havde brugt mere energi på at sikre, at alle hans og de øvriges replikker kunne forstås umiddelbart af folk, der ikke kender manuskriptet i forvejen, ville meget være vundet. Men energien synes at være brugt på diverse lydeffekter, når der blev uddeles bøllebank. Ak ja…

Både Ali Sivandi som charmerende skurk og Dulfi Al-Jabouri som spilleglad arbejdsløs, men måske især Anis Alobaidi som den forhutlede lillebror Yanis har deres momenter.

Så længe, at Fenar Ahmad ikke formår at sætte sig ud over klicheerne og træder i karakter som fortælleren, der kan og vil redefinere indvandrerrollerne i dansk film, så flytter han sig dog næppe som kunstner. Dansk film har ikke brug for flere fortællinger om kriminelle indvandrere og uskyldige hvide – det virker simpelthen for banalt.