★★☆☆☆☆
Det er efterhånden ikke uden en vis nervøsitet, at man sætter sig i biografsædet for at se en film baseret på et spil. Og ASSASSIN’S CREED bekræfter desværre enhver fordom på trods af en på papiret attraktiv rolleliste.
Kluntet computeranimation og en snørklet og fortænkt historie trækker voldsomt ned, og selv ikke Michael Fassbender formår at få denne omgang templeridder-nonsens til at fænge.
Marion Cottiard, der altid virker mest frigjort som skuespiller i fransksprogede film, fremstår overraskende kedsommelig og har tilmed en flad replikbehandling, mens Charlotte Rampling sjældent har set mere livstræt ud end her.
Kun Jeremy Irons forekommer forbløffende veloplagt og så kan manden jo sige replikker, så det også er en fryd for øret, hvilket i denne sammenhæng forekommer ganske usædvanligt.
Et par flotte kameraturer og de generelle velsignelser ved en stor produktioner kan ikke skjule, at ASSASSIN’S CREED er årets første fuser.