★★★★☆☆
Titlen staves i eet ord (jvnf. "Neverland"), men historien er i grunden den samme. Nemlig historien om Peter Pan, men velnok med et endnu større fokus på pigen Wendy, end vi husker fra tegnefilmen. En Wendy, der også virker en anelse mere moderne, handlekraftig og livsklog, men hvis hengivenhed overfor Peter stadig er for livet.
Historien om Peter Pan forbliver dog tidløs i Teatret Møllens forunderlige opsætning, der er på et ultrakort gæstespil i København, inden man drager videre. Men Teatret Møllen skal altid være velkomne, for de hører med rette til et af provinsens mest skattede ensembler, der altid tilfører deres forestillingen en sart og særegen poesi, der efterlaver ro i sindet og smil på læben.
Det gælder også ALDRIGLANDET, hvor noget så trist som en skraldespand bruges til at skabe magi for børn men også for voksne. Dramatikeren Brian Wind-Hansens version (inspireret af forfatteren J. M, Barries regibemærkninger) appellerer nemlig til alle aldre i Ole Sørensens instruktion.
Multikunstneren Pete Livingstone bidrager atter engang med sin lyriske musikalitet, der efterhånden har forgyldt dansk teater i en menneskealder.
Kamæleon-skuespilleren Thomas Jacob Clausen formår at overbevise os om, at han er Peter Pan – selv med kraftig hårvækst! Der viser sig tilmed at være en pointe i, at denne Peter Pan har langt hår og skæg. For selv når vi kan se, at Peter ikke længere er noget barn, fastholder han sig selv i barnets rolle. Det er der på een gang noget trist og smukt i, måske dog først og fremmest noget barnligt? Men hvorfor ikke være tro mod barnet inden i, så længe man overhovedet kan?
Og bliver vi ikke selv som børn igen, så formår Teatret Møllen i al fald at få os til at lade vore egne vinduer stå lidt på klem.
