★★★★☆☆
Suzanne Osten har aldrig været en instruktør, der valgte de nemme løsninger. Mest berømt er hun for den originale komedie "Brødrene Mozart", men ellers har hu excelleret i visuelt opfindsomme psykologiske dramaer af stor styrke. Den delvist selvbiografiske PIGEN, MODEREN OG DÆMONERNE hører blandt disse, og handler om pigen Ti, der får sin hverdag smadret, da moderens nye mand tilsyneladende går i seng med den elskede moster Tamara.
Eller er det blot dæmoner i hovedet på den lille piges mor, hvis adfærd efter at hun er blevet alene med datteren bliver mere og mere aparte. For dæmonerne er virkelige for hende og samtidig med at vi oplever, hvor rædselsfuldt det må være at have hovedet fyldt med dæmoner, erfarer vi, hvor grufuldt det også kan være at bo sammen med et menneske med en så alvorlig sindslidelse.
Hjemmet er een stor møgbunke, der er sjældent mad og der lugter af tis, for den lille pige bliver tvunget til at tisse i glas, når dæmonerne Polter og Geist gemmer sig på toilettet. En snavset Ti må gå med beskidt tøj i skolen, hvor hun da også bliver moppet. Konflikterne med omverdenen tager til i takt med at sygdommen finder mere og mere ekstreme udtryk, og PIGEN, MODEREN OG DÆMONER bør ikke under nogen omstændigheder vises for børn.
Måske fokuserer Osten i for høj grad på moderens egen fantasier, som vi alligevel ikke kan trænge til bunds i, og måske ville man gerne have haft en mindre defus slutning, selvom den i det mindste indikerer håb. Men både mor og datter spilles med rystende overbevisning, og for Suzanne Osten er der klart tale om et kunstnerisk comeback. PIGEN, MODEREN OG DÆMONERNE må simpelthen regnes som en af Suzanne Ostens allerbedste film.
