★★★☆☆☆
I Allerød har det lille ensembleteater Mungo Park genoptaget forestillingen om manden MUNGO PARK, omend i en ny forkortet dansk version på halvanden time – og efter at man har gæstespillet med forestillingen på engelsk under Edinburgh-festivalen.
Den nye udgave forekommerlidt strammere i strukturen, end man husker det fra originalen, men også mere pjanket i tonen, hvilket ikke nødvendigvis er et plus.
MUNGO PARK er historien om en dumdristig opdagelsesrejsende, der må gøre op med sig selv, om han vil prioritere sin til stadighed voksende familie eller om han vil gribe chancen for indskrive sig i historiebøgerne. Han vælger naturligvis det sidste, og når dybere ind i Afrika end nogen anden hvid mand. Hans skildring af den afrikanske befolkning var i starten præget af empati og forståelse, men gradvist mærker også han, at idealerne smuldrer.
MUNGO PARK er iscenesat af Martin Lyngbo og formet som skitsen til en storladen Hollywood-film, hvor vi selv skal danne billederne. Selve sceneudstyret forekommer også skrabet, men udnyttes til gengæld maksimalt. Forestillingen præsenteres som rendyrket komedie – men med tilløb til en vis dybde.
Dybden udebliver dog til dels, fordi flere scener forekommer for fjollede. Hverken de parykklædte fortidslevninge, som vor helt Mungo Park skriver til, eller hans egen børnerige familie bliver andet end hule karrikaturer. Så går det bedre, da Mungo Park (en energisk men lidt fejlplaceret Henrik Prip) begiver sig afsted til Afrika og begynder at snakke med de indfødte (morsomt spillet med selvbevidst attitude og lokalt islæt af Anders Budde Christensen).
MUNGO PARK rammer træfsikkert det lokkende ved at begive sig ud på en farlig tur, som ingen ved, hvor ender. Men man har svært ved at frigøre sig fra følelesen af, at denne barske beretning om bristede illusioner burde have gjort mere ondt – komedie eller ej.
