★★★★☆☆
Producenterne bag den Oscar-belønnede "Amy" har atter kastet sig over et kontrovercielt fænomen fra musikbranchen, britrockerne Oasis. Instruktøren Mat Whitecross fokuserer på forholdet mellem de to brødre Noel og Liam Gallagher, og det viser sig at være en fornuftig beslutning. For forholdet er i den grad præget af dramatik og begge brødre lægger kortene på bordet, og har tilmed flænsende selvindsigt.
Kameraet synes at have været med hele vejen og filmen består nærmest udelukkende af velrearchet arktivmateriale, mens vi hører interviews med brødrene, gruppens øvrige medlemmer, samarbejdspartnere samt brødrenes moder (men ikke den svigefulde voldelige fader). Whitecross springer en del fra interview til interview, og selvom vi kan læse navnet på den interviewede på lærredet, så efterlader formen alligevel et noget flimrende indtryk.
Underholdende er det dog, og først til sidst generes man af den lidt indforståede tilgang til stoffet. For pludselig erfarer vi, at gruppen er opløst, selvom der rent musikalsk rundes af 10 år tidligere. Vi kan nok regne ud, at det skyldes brødrenes tilsyneladende evige konflikt, men de nærmere omstændigheder får vi aldrig.
Men en god historie er Gallagher-brødrene altid leveringsdygtig i – og det er netop hvad OASIS: SUPERSONIC kan tilbyde. Sangene får vi primært i brudstykker, og man undrer sig over, at gruppens mesterærk "Don’t Look Back In Anger" ikke indtager en mre væsentlig plads i filmen.
For historien om Noel og Liam er også en historie om "social climbers" – om ikke blot at overleve, men at sejre – på trods. Og man kan ikke lade være med at tænke, om den vrede unge mand i engelsk kultur, der blev defineret i John Osbornes skuespil "Ung vrede" ("Look Back in Anger") ikke lever videre i to talentfulde men forpinte mænd ved navn Noel og Liam.
