★★★★★☆
Meningerne om Nikolaj Hübbe og Silja Schandorffs seneste bearbejdelse af SVANESØEN er delte, men som den fremstår i øjeblikket ude i operaen er den i al fald god nok. Fra orkestergraven strømmer Tjajkovskijs udødelige toner, som den vitale dirigent Alexander Prior og det kongelige kapel formidler med ægte glød. På scenen beviser den kongelige ballets ensemble endnu engang, at de er af international standard.
Mikki Kunttus kliniske sort/hvide scenografi har absolut flotte momenter – især på grund af en fortrindelig belysning, men det er Mia Stensgaards klassiske kostumer i moderne snit, der låner farver til forestillingen.
Alban Lendorf har lagt skaderne bag sig, og er igen på toppen af sin ydeevne. Ingen kan som han forene teknisk kunnen med dramatisk poesi. J’aime Crandall er med sine lange graciøse arme noget nær perfekt i dobbeltrollen Odette/Odile, men lidt flere udtryk i ansigtet ville givet have øget vores medleven.
Som par betragtet virker de ikke umiddelbart ideele, selvom man sagtens kan vælge at se igennem fingrene med aldersforskellen. Hans varme og hendes kulde giver dog en interessant dynamik, og vi må overgive os til slut, hvor de sammen viser dans i verdensklasse.
Sebastian Haynes når at markere sig som Von Rothbart og der er også tilpas med spræl i Liam Redheads nar.
SVANESØEN skal nok gøre lykke hos de fleste, selvom Gamle Scene givet ville have klædt forestillingen bedre.
