BOSCH’ DRØM

★★★★☆☆

Der venter publikum et overdådigt visuelt sansebombardement på Republiques store scene, hvor nycirkusforestillingen BOSCH’ DRØM dukker op som et led i en mindre verdensturné.

BOSCH’ DRØM er et samarbejde med den argentinske videokunstner Ange Potier og det kanadiske artistensemble Les 7 Doigts med udgangspunkt i middelaldermaleren Hieronymus Bosch værker. Han døde ganske vist for 500 år siden, mens hans værker har tydeligvis inspireret såvel Salvador Dali som Monty Python med deres storslåede og ganske vovede billedkompositioner.

På Republique gik iscenesætteren Katrine Wiedemann tidligere på sæsonen i dybde med sit favorit-maleri, og her oplever vi i et sofistikeret samspil mellem forbløfffende videoprojektioner og imponerende akrobater, at et komplekst stykke billedkunst vækkes til live for vore øjne.

Desværre lider også denne opsætning en smule under, at vi for enhver pris skal lære noget, og derfor har man ladet en af de medvirkende agere fortæller, der henleder vores opmærksomhed på detaljer i Bosch’s værker. Den belærende tone så at sige punkterer poesien, og skulle i langt høje grad være indarbejdet i forestillingen udtryk for at fungere.

Man undrer sig også over, hvor puritanske gengivelser vi får af billederne, når man tager i betragtning, hvor megen nøgenhed og erotisk symbolik, som Bosch benyttede sig af. Men farverigt og fantasifuldt er resultatet unægteligt. Iscenesætteren Samuel Tétreault formår tilmed at gøre os nysgerrige efter at opleve de originale malerier, og så har gæstespillet på ingen måde været forgæves.