★★★★★☆
Man behøver ikke at have tatoveret Joni Mitchells sange i sin sjæl for at nyde den befriende uprætentiøse hyldestkoncert, som pryder en lun sommeraften på Republiques Reaktor-scene.
Skuespillerinderne Tammi Øst og Marie Bach Hansen har ved tidligere lejligheder vist talent for at synge. Tammi Øst vandt således en af sine mange Reumert-priser for en alsidige musikalsk indsats i "Stuk" på Det Kongelige Teater, og Marie Bach Hansen fik aften efter aften tårerne frem i øjnene hos publikum, når hun fortolkede sin smertesang i Mungo Parks "Forførerens dagbog". I ÅH JONI! understreger de begge, at de sagtens ville kunne ernære sig som sangerinder, og deres forskellighed bliver et plus for forestillingen.
Marie Bach Hansen vugger sensuelt med kroppen, mens hun fra sin ørken synger til "Amelia" (Earhart). Og Tammi Øst lader sin version af protestsangen "Big Yellow Taxi" ledsage af noget, der minder om afrikansk dans. Deres kroppe følger nemlig musikken, og vi følger med, når den formidles af så formidable folk som slagtøjseksperten Emil de Waal og multimusikkeren Gustaf Ljunggren.
Marie Bach Hansen beretter ganske rørende, hvordan en bestemt Joni Mitchell-sang har fulgt hende, siden hun gik på teaterskolen. Tammi Øst fortaber sig morsomt i en anekdote fra gymnasietiden, hvor Joni Mitchells "Blue" blev en afgørende faktor i scoringen af den to år ældre Niels. Og til moderens orientering har Tammi Øst i al fald ikke længere nogen pive-stemme. Hendes force i forhold til Joni Mitchell ligger i det mørke stemmeleje, der låner dybde til indholdet, mens Marie Bach Hansens uforfærdede livtag med de høje lyse toner skaber en forrygende kontrast – ikke mindst i den livskloge "Both Sides, Now".
Og så pludselig er koncerten slut – kan der virkelig været gået en time? Men måske forestillingen dukker op igen som et stjerneskud på himlen – eller andre steder – hvis man bare ser sig lidt omkring. Vi kan altid håbe.
