– FLAMENCOENS MESTER
★★★★☆☆
Det første, vi hører i dokumentarfilmen PACO DE LUCÍA – FLAMENCOENS MESTER er lyden af en neglefil på hårdt arbejde. For den perfektionistiske guitarist Paco de Lucía brugte altid den sidste time før en koncert på at file negle, så de var lige lange, og på at stemme sit instrument. Men herefter breder vellyden sig igennem denne kærlige og veldokumenterede hyldest til den velnok største andalusiske guitarist af dem alle.
Instruktøren Curro Sánchez Varelas er da også søn af Paco de Lucía og ikke fedtet med musikalske godbider fra en overraskende alsidig og international karriere.
Chick Corea og Carlos Santana var blot nogle af de store navne, der har nydt godt af Paco de Lucías kunst, og som bidrager til filmen, men størst indtryk – også på hovedpersonen – gør samarbejdet med sangeren Camarón de la Isla. Han forsvinder på uforklarlig vis ud af filmen, og vi lærer aldrig, om det kom til et brud mellem dem eller om det var sangerens død efter et hårdt liv med misbrug og kræft, der satte en stopper for den dybtfølte relation.
PACO DE LUCÍA – FLAMENCOENS MESTER viser, hvordan den unge guitarist lærte og lod sig inspirere af flamencoens store mestre, men også hvordan han for en tid måtte bryde med traditionen for at udvikle sig som kunstner. Han blev dog gradvist taget til nåde selv i den konservative del af Flamenco-miljø, og endte med at stå som en af de største fornyere af Flamenco-musikken.
PACO DE LUCÍA – FLAMENCOENS MESTER emmer så meget af begejstring over sin hovedperson, at den rent fortællemæssigt bliver en anelse for indforstået og fragmentarisk. Har man lidt kendskab til musikken i forvejen, vil det givet være en fordel. Men omvendt formår musikken at overvinde alle forbehold, og på det punkt kan man også som relativ nybegynder have stor glæde af filmen.
