★★★★★☆
Jaco Van Dormael skabt sig i første del af 90erne et fortjent internationalt ry for sine visuelt opfindsomme og følelsesmæssigt overvældende film som "Totos sidste bedrifter", der vandt Michel Bouquet en European Film Award og "Den 8ende dag", der indbragte både Pasqual Dequenne og Daniel Auteuil prisen for bedste mandlige hovedrolle i Cannes.
Hans seneste film har fortællemæssigt haft svært ved at leve op til dette ry, men med den Golden Globe-nominerede DET SPRITNYE TESTAMENTE er han tilbage i fineste form.
Denne gang tager Dormael os med til Bruxelles, for det viser sig at være der, at Gud bor i vor tid. Han er blevet en sur og ondskabsfuld mand, men også lidt morsom, når han spilles af Benoît Poelvoorde, som vi sidst har set som ligrøver i "Jagten på Chaplin". Gud har også en kone, der forståeligvis vælger en temmelig indadvendt tilværelse med fokus på broderier og samlekort, og hun spilles ganske rørende af Yolande Moreau (der var så uforglemmelig som malerinden "Séraphine").
Vi har hørt en del om Guds søn i forevejen, så det giver god mening, at DET SPRITNYE TESTAMENTE koncentrere sig om at fortælle om Guds datter. En klog ung pige, der vælger at gøre oprør mod sin fars tyranni og rejse væk for at finde sine egne disciple. Blandt disse er naturligvis Catherine Deneuve, som atter engang understreger sin position som filmbranchens mest modige skuespillerinde. Vi får også et gensyn med François Damiens, der fortryllede som døv valgkandidat i hjerteknuseren "Familier Bëlier".
DET SPRITNYE TESTAMENTE er en i sandhed fortryllende film, der tager os med til steder i sindet, vi ikke vidste, vi havde, og en visuel tour-de-force fra en af vor tids store europæiske instruktører. Så man kan roligt løse billet til dette dybt originale værk, der vil rumstere i din bevidsthed, når mange andre film er glemt.
