★★☆☆☆☆
Titlen dækker over to solo’er som begge danses i Dansehallernes lille scene. Først på gulvet er tyskfødte Antoinette Helbing , som vi først skal påføre et stykke rødt tape, et symbol på vore drømme. Hun lægger sig herefter i udkanten af en stor cirkel, der minder om en blank urskrive uden tal – men formet af tape. Hun tager herefter henved et kvarter om at udvikle små spasmer til egentlige bevægelser, der sætter hende i stand til vride sig ca. et kvarter frem på den ydre urskive. Efterhånden havner hun også i centrum af uret, og begynder så at ophæve uret ved at fjerne tapestykkerne på gulvet og påføre dem på sin egen krop.
Ophævelsen af tiden bliver denne dels mest interessante element. Efterfølgende rejser hun sig op, hiver tilsyneladende et stykke kød af sin krop og steger det på et lille blus blandt publikum. På trods af sin sult deler hun nu det meste af kødet ud blandt publikum, og indtager atter scenen med et lidt pseudo-psykologisk snak med udgangspunkt i hendes egen person. Og så er der pause.
Efter pausen overtager finske Taneli Törmä scenerummet, hvor han står og kigger på os med milde øje og fuldskæg.
Og så begynder han at løbe på stedet. Det gør han et kvarter, mens han ser efter sin skygge, men vi har ikke rigtig nogen ide om, hvad han tænker imens. Men der venter os en overraskelse, for snart vil denne mands drøm visualisere sig for vore øjne. Han vil nemlig danse ballet og kaster sig ud i et klassisk parti – og som ved et trylleslag pludselig omgivet af et væld af yndige balletpiger – forestillingens flotte finale.
Men samlet set blevet dette eksperiment for meget af et kunstnerisk stilleben til at kunne fænge, og forestillingen tager tilmed ti minutter længere end angivet i kataloget – et ikke ukendt fænomen under cph stage desværre.
