★★★★★☆
For en inkarneret bybo kan det virke skræmmende pludselig at befinde sig i Amagers øde naturpark, hvor man efter sigende stadig kan finde rester af den militærlejr, der tidligere lå i område. Der er under alle omstændigheder god grund til at tale aldersgrænsen 8+ alvorligt, for det kan være overvældende at indtræde i forestillingens særegne univers.
Vejnavne som granatvej og kanonvej knytter bånd tilbage til den sprængfarlige fortid, men ellers ånder alt umiddelbart lutter idyl. Omgivet af får og køer cykler vi et par kilometer fra indgangen, og har nu parkeret vores cykler i skovkanten.
Her leder en ulidelig svensk guide os ind i skovkrattet fulgt af hans lidet enthusiastiske datter (talentfulde Filippa Suenson). Men lige pludselig er vores guide forsvundet og så bliver man for alvor bevidst om skovens lyde, dufte og skygger.
Snart dukker et besynderligt skovvæsen op med mos på hænderne, bjælder på håndledene, perler på tøjet og fjer i håret. Ved at lugte til guidens kasket kommer det tilsyneladende på sporet af noget, og vi følger med rundt i skoven, hvor flere mærkværdige skabninger møder os. Vi går over en bro, hvor hvert et brædt udløser musik under os, og oplever både linedans og klagesang, mens toner fra en fjern spilledåse synes at blande sig på lyrisk vis med skovens egne lyde.
En noget nær magisk stemning indfinder sig i iscenesætteren Lars Gregersens næsten ordløse univers, inden far og datter genfinder hinanden i en kærlig krammer. For selvom farmand opfører sig ufatteligt pinligt nogen gange, så kan man jo trods alt ikke undvære ham.