★★★★☆☆
Man forstår sandelig godt, at den talentfulde dramatiker Julie Maj Jakobsen har kastet sig over dette stof, for beretningerne om kvindeanstalten på Sprogø rummer oplagte dramatiske muligheder. Julie Maj Jakobsen forsøger også ganske ambitiøs at føre historien helt op til hvor tid ved at skildre konsekvenserne af en af de tvungne bortadopteringer for tre generationer af kvinder. Dermed får historien også et velgørende episk præg, der hæver den op over det portrætterende drama og i stedet påpeger hvordan sindslidelser kan overdrages fra mor til datter – igen og igen.
Katherine Høj Andersen giver et stærkt emotionelt portræt af pigen Ellen, der efter at hun har fået sit barn bortadopteret, selv beder om at blive steriliseret, så hun kan komme væk fra Sprogø og evt. komme i huset et sted. Katherine Høj Andersen undgår ikke overspillet – især ikke i de indledende scener, hvor hun med kælen stemme og rigelig nervøs gestik viser os barnet i Ellen. Bedst er hun i de afdæmpede øjeblikke, da hun konfronteres med sin voksne datter Vita (troværdigt spillet af Petrine Agger).
Birgitte Prins yder velgørende underspil som aldrende plejemoder, og varetager også andre roller med betydelig professionalisme. Stærkest står dog Karin Bang Heinemeier som Vitas selvmorderiske datter Erica, og hun får solidt modspil af Solvej Kyung-Sook Christiansen i rollen som Ericas lesbiske kæreste.
Petrea Søe kunne godt have skånet os for spillernes uforklarlige løbe- og rutsjeture omkring og på den skæve sorte firkant med træet, der udgør scenografien. Men hun insisterer på alvoren, og får i det store og hele skiftene mellem fortid og nutid til at fungere. Så selvom man ikke kan falde forestillingen for fejlfri, fremstår den i det mindste seværdig.
DEFEKT er et samarbejde mellem Teater Stuk & Teater Grob, der nok bør være mere opmærksom med hensyn til udslusning af publikum. Denne aften var publikum efter tæppefald låst inde bag et gitter, hvorfra vi kunne se busserne kører, mens personalet glimrede ved sit fravær. Først efter at et par aldrende publikummer var kravlet igennem dekorationen og ned til bagscenen, kunne man forlade stedet…