★★★★☆☆
Kaspar Colling Nielsen får et nydeligt lille gennembrud som dramatiker med SIDST PÅ DAGEN ER VI ALLE MENNESKER. Her fokuserer han på den konsulentbranche, der i al fald indirekte har et ansvaret for diverse nedskæringer på landets arbejdspladser med deraf følgende personlige tragedier.
På Edison overværer vi individuelle interviews med seks konsulenter udført af tre skuespillere. De placeres på et stadig højere niveau i forhold til publikum via Christian Albrechtsens pyramideformede scenografi. Deres placering afspejler både deres stigende markedsværdi og dermed også denvoksende grad af urørlighed.
Marijana Jankovic spiller med skræmmende kulde, der aldrig bliver karrikeret, en målrettet pige, der elsker sit job. Så meget, at hun bilder sin kæreste ind, at hun har ondt i maven, så hun kan slippe for at se "Vild med dans", men i stedet sidde og jobbe på toilettet. Anderledes usikker er den anden kvinde, som Marijana Jankovic portræterer. For har hun har taget de rigtige valg i privatlivet på de rigtige tidspunkter, og fået den familie, som hun egentlig gerne ville ha? Her finder Marijana Jankovic en passende skrøbelig, og samlet set hører disse kvindefigurer blandt det bedste Jankovics har lavet på scenen. Et vidnesbyrd om, at den udvikling vi har set hos hende på både film og tv også kan komme teaterpublikummet til gode, hvis bare hun får de rigtige roller.
Ligeså glimrende er Claes Bang. Først som den let neurotiske Frode, hvis nervøse trækninger afslører omkostningerne ved for mange timer i et stresset job. Men Frode føler intet ansvar, for han er jo bare blevet hyret til en opgave.
Claes Bang er også manden på toppen, der har det godt, og ikke betragter den momentale lammelse, han har i benet, som en advarsel.
Simon Sears fuldender skuespillertrekløveret og giver os først et herligt slimet portræt af en selvfed storsmilende karrieregut, der har regnet det hele ud. Mindre smilende i anden omgang, hvor den pågældende konsulent har fået en vis fornemmelse for den ensomhed, der tilsyneladende også føler med jobbet.
Instruktøren Nicolei Faber får med andre ord det bedste frem i sin velspillende trio – de mange ord afleveres i et højt tempo og med uhyre præcision.
Formen bliver henad vejen en smule forudsigelig. Der er for mange ligheder mellem personerne, som gør, at teksten i for høj grad peger i een retning. Men SIDST PÅ DAGEN ER VI ALLE MENNESKER må dog alligevel gå under betegnelsen begavet og tankevækkende teater.
