★★★★☆☆
David Roach og Warwick Ross har skabt en medrivende og berusende dokumentarfilm om samspillet mellem kvalitet og cool business inden for fransk vinproduktion. Vi befinder os i det legendariske Bordeaux område, hvor man i århundreder har fremdyrket nogle af verdens fineste vine. Men i takt med finanskrisen i USA og det øvrige Europa har vinmarkedet ændret sig radikalt og priserne er steget så meget, at franske vine efterhånden hører til sjældenheder på spisebordet. Kina er den nye aftager, men hvor længe?
RED OBSESSION tager os med ind i en fascinerende verden, hvor lidenskaben for de dyre dråber går hånd i hånd med cool business, en verden hvor vin både betragtes som kunst og som en handelsvare.
Oscar-belønnede Russell Crowe, der selv spillede vinbonde i "A Good Year", lægger stemme til filmen og hans sprukne røst lyder bestemt til at have drukket andet end rødvin. Men filmens scoop er de mange interviews med producenter, købere og kendere parret med dejlige optagelser fra det billedskønne Bordeaux-område.
På trods af fejlslagen vinhøst munder RED OBSESSION ud i en form for optimisme, fordi vinbønderne i Bordeaux altid har formået at omstille sig. På det punkt virker filmen desværre en smule forældet, for netop Bordeaux-oprådet har været ramt af tvangsauktioner og flere anerkendte vinslotte er blevet afhændet til udlandet. Ikke til kineserne, men til russerne…