★★★★☆☆
På Republique spider Kamilla Wargo Brekling mig-tidsalderen sammen med co-instruktør og medforfatter Karina Dichov Lund. Forestillingens seks skuespillere har også bidraget til manuskriptet og har i al fald fornavne til fælles med de karakterer vi ser på scenen.
Martin Tulinius har skabt en ret skøn scenografi af træbrædder, som de medvirkende stresser rundt med uden
at man nødvendigvis kan se hvorfor. Ind imellem stopper de så op og taler om sig selv. En flok voksne mennesker med drømme og ambitioner, bitterhed og aggressioner og måske navnlig frustrationer.
Brekling har en evne til at få sine skuespillere til at lukke op for nye sider af sig selv og den fornægter sig heller ikke
her. Alle har således ære af forestillingen, selvom man gerne havde set knapt så udvendigt spil fra Joen Højerslev. Til
gengæld er Danica Curcic en åbenbaring af naturlighed, ikke mindst når hun beretter om de ting, hun vil kunne se tilbage på, når hun blir gammel. Det klæder også Mads Wille at spille en enkel helt oprigtig scene om moderens død, mere af den slags tak.
Camilla Bendix og Jens Jørn Spottag gør festligt grin med det menneskelige forfald, og Elsebeth Steentoft dementerer det med en ganske forrygende indsats. Ingen kan efterhånden som hun virke mere forrykt og gå så meget amok på så mange planer.
SPØRG DE VOKSNE – men forvent ikke alt for fornuftige svar. For barnligheden synes tæt knyttet til mig-erne. Og selvom mig’erne mod slutningen ender som "vi", så nøjes forestillingen ikke med at portrættere mig-erne, men bliver et langt stykke ad vejen også en spejling af deres selvoptagethed. Successen til trods forlader man derfor teatret med et lille ønske om, at Brekling godt må lægge større vægt på menneskelig interaktion og dialog næste gang fremfor et utal af monolog-agtige tekster, som truer med at blive en kliché i hendes forestillinger.
