★★★★☆☆
Oliver Hirschbiegels film DIANA overrasker ved at fokusere på en relativ ukendt periode i Diana Spencers omtumlede liv.
Nemlig de sidste år af hendes liv hvor hun bl.a. havde et forhold til Dr. Hasnat Khan. Om der er tale om et rent kunstnerisk valg eller om man fra det britiske kongehus’ side har forsøgt at presse Hirchbiegels væk fra kongefamilien kan man kun gisne om, men det er i al fald et valg med både fordele og ulemper.
Vi møder aldrig Prins Charles eller dronningen og får kun et glimt af børnene. I et enkelt møde med Dianas rådgiver får vi
dog en klar fornemmelse af, at de royale forpligtelser ikke interesserer hende. Men at børnene faktisk ikke spiller en større rolle i historien på dette tidspunkt i hendes liv, efterlader et indtryk af, at hun faktisk ikke interesserede sig ret meget for dem i denne periode, og det er kontroversielt. Jo, vi får en hastig farvel scene i lufthaven og hører, at hun tilskriver sønnen William ideen med en kjole-auktion til fordel for humanitære formål, men man ser hende aldrig putte, spise eller lege med børnene.
Derimod oplever vi hende forsøge sig som kok, da hun får besøg af Dr. Hasnat Khan og forklæde sig for at opnå hemmelige møder med ham. I disse passager er Oliver Hirshbiegels film faretruende nær på en banal lægeromance af den type, som Diana elskede at se på TV, men det kan der selvfølgelig være en pointe i.
Han og filmen bliver dog reddet af Naomi Watts, der efter en ufortjent Oscar-nominering tidligere på året for filmen "The
Impossible" nu kvitterer med sin hidtil bedste præstation. Den fysiske lighed er ikke total, som da Ben Kingsley spillede
Gandhi og Meryl Streep spillede jernladyen Thatcher, men Naomi Watts fanger på forbilledlig vis den komplekse blanding af uskyld og mediemanipulation, som Diana utvivlsomt rummede. En Oscar-nominering for DIANA ville i højere grad være på sin plads, men det afhænger af, om publikum vil kunne acceptere det langt fra ukritiske portræt, filmen giver af The People’s Princess…
Filmens DIANA virker i al fald umoden og til tider næsten ubegavet i sine valg og selvom man til slut forsøger at kanonisere hende via hendes kamp imod brugen af landminer, så lægges der ikke skjul på, at hun i sidste ende svigtede sin opgave som Prinsesse af Wales.
