★★★★☆☆
Få film har været ventet med så stor længsel som ONE DIRECTION – THIS IS US. Og selvom majoriteten af fans består af teenagepiger, så har det britiske boyband formået at ramme publikum også udenfor denne målgruppe med deres let rockende popsange tilsat en god portion drenget charme.
At man valgte af hyre Morgan Spurlock, der mest er kendt for en dokumentarfilm om den amerikanske burger-kultur, kom bag på mange, men Spurlock overrasker ved at have godt styr på tingene. Ganske vist udnyttes 3D effekten kun sjældent, men giver både liv og perspektiv til koncertoptagelserne og det globale menneskehav. I tilgift får vi små glimt af fyrene bag scenen og på turné, men også af familierne. Samlet tegner filmen et portræt af fem kække fyre, der udmærket ved, at de har fået deres livs chance og tilsyneladende forstår at håndtere den.
Vi oplever også Harry (ham med den flotte hårpragt) tilbage bag disken i det bageri, hvor han arbejdede i sin tidligste ungdom. Vi ser Zayn (den hemmelighedsfulde med de smukke øjne) alene i sit grafitti-værelse. Liam, den umiddelbart mest almindelige af de fem, demonstrerer hvordan man skal svinge fiskestangen, mens gavflaben Louis viser rundt i den legetøjsbutik, hvor han jobbede som ganske ung. Niall, gruppens fjollehoved, er altid med på spas og i en af filmens bedste scener, bliver han genstand for en kærlighedssang fra Harry, der dog punkterer øjeblikket ved at stikke en finger op i næsen på stakkels Niall.
ONE DIRECTION – THIS IS US er med andre ord en dejlig uprætentiøs koncertfilm, som man med sindsro kan sende sine unger ind til. Og uanset hvad man måtte mene om musikken, så kan man ikke komme uden om, at disse fem knægte rent faktisk kan synge.
