★★★★☆☆
Agnethe Melchiorsen har rødder i jazzen, og det fornægter sig heller ikke på hendes solo-CD COMPASS, DRESSES, LOVER GONE. Her præsenteres vi for ti af hendes egne kompositioner – alle engelsksprogede – og med hende selv ved klaveret.
Tematisk kredser hun om psykisk ustabilitet og om hvad der sker, når man mister retning i livet. Ofte ledsaget af en frysende ensomhed – fordi man er blevet forladt eller på grund af egne valg. Tonen klinger med andre ord i mol, men dog med lysglimt hist og her.
De musikalske arrangementer er enkle, og flere steder fornemmer man forskellige niveauer i sangene snarere end en integreret helhed. I et nummer som "Left by Someone" virker slagtøjsinstrumenterne ligefrem forstyrrende, for teksterne er alle intime og kræver ro.
Man ville ønske, at Agnethe Melchiorsen havde givet sig selv større spændvide som sanger og sangskriver, end tilfældet er her. Men på den anden side betvivler man aldrig den inderlighed og dybde, hvormed hun formidler sine sange. Der er en oprigtighed i stemmen og en sårbarhed i teksterne, som ikke kan undgå at gøre indtryk. Og i en tid, hvor musikudbudet på de danske radiokanaler synes monopoliseret af den kommercielle del af branchen, rummer Agnethe Melchiorsens CD en sart oprigtighed, der fortjener, at man lytter.