★★★☆☆☆
Niels Arden Oplev vender tilbage til hævndramaet, men denne gang med et mere lavmælt men alligevel mindre vellykket eksempel.
Noomi Rapace har ligesom i "Mænd, der hader kvinder" den kvindelige hovedrolle, og atter engang har karakteren nogle dunkle psykiske traumer efter en traumatisk oplevelse. Men Noomi Rapace virker ikke 100 procent fortrolig med at spille på engelsk, og hun fremstår mere ufri end i sine nordiske film. Frække Colin Farrell må da ellers være en ønskepartner, men bortset fra en enkel scene, hvor savnet af den døde datter overvælder ham, giver manuskriptet ham ikke meget at rive i. Isabelle Huppert har påtaget sig en bizar og lidt pointeløs rolle som døv hønemor, og blandt de øvrige medvirkende genser man F. Murray Abraham, Terrence Howard og en næsten ukendelig Dominic Cooper.
Materialet matcher desværre ikke rollelisten, og selv den tilstræbte dybde i romancen mellem Rapaces Beatrice og Farrells Victor går tabt. På musiksiden har danske Jacob Groth ellers fundet en forførende lille fransk sang, der dukker op et par gange i filmen og forfølger én længe efter. Men der skal desværre mere til at retfærdiggøre en spilletid på knapt to timer.