TRYLLEFLØJTEN

★★★★☆☆

Malmø Operas force har altid været deres opførelser af nye eller relativt forsømte musikværker. Derimod fremstår klassiske hovedværker ofte en smule ordinære på den store scene, og det gælder desværre også for Wolfgang Amadeus Mozarts vidunderlige TRYLLEFLØJTEN (her kaldet "Trollflojten", selvom den synges på tysk med svenske simulatantekster).

Nattens dronning er ganske vist udstyret med en paryk, så hun ligner Elsa Lanchester i "Frankensteins brud" fra 1935, men rent fortællemæssigt er denne opsætning såre konventionel. Emanuel Schikaneders manuskript kunne ellers godt have brugt et frisk pust, men Tamás Aschers instruktion vælger den sikre vej. Og han får ikke megen hjælp i orkestergraven af Leif Segerstam, som præsenterer musikken med respekt, men uden de livgivende champagnebobler, der er så vigtige for netop dette værk.

Heldigvis råder Malmø Opera over et velsyngende ensemble, og rent sangligt fungerer forestillingen upåklageligt, hvis man ser bort fra de tre vage drengestemmer. Reinhard Hagen er en sikker Sarastro, og Joachim Bäckströms virile røst passer flot til Tamino. Elisabeth Meyer skaber en smuk Pamina, og Hege Gustava Tjønn leverer varen som natten dronning.

Publikums favorit Papageno spilles af Carl Ackerfeldt, som nok er mere kær end komisk, men som trods alt har den charme, der gør, at vi holder af ham. Charmen kendetegner også forestillingens "vilde dyr", mens de øvrige kostumer i lighed med scenografien sjældent når udover det forventelige.

Mozart musik vil altid være frydefuld at lytte til udsat for et stort professionelt orkester, som det på Malmø Opera. Men kan alligevel ikke lade være med at håbe, at Malmø Opera igen vil tage chancer, ikke bare kunstnerisk men også repertoiremæssigt. Det er der, deres største sejre ligger.