REAL STEEL

★★★☆☆☆

Der er lavet mange rædsomme film om robotter – med animationsfilmen "Wall-E" som en af de få undtagelser. Heldigvis viser REAL STEEL sig at være en bedre film end plakaten giver indtryk af. Det skyldes ikke mindst, at man giver sig god tid…nok også for god tid… til at udvikle det menneskelige drama omkring robotterne. Film som "Rocky" og "E.T." synes at have inspireret filmens bagmænd, og på producentlisten finder man da også flere af de store hollywood-drenge.

Det er dog især den flere gange filmatiserede "The Champ", som filmens historie har mest til fælles med. Et problematisk men dog dybest set kærligt far-søn forhold gjort troværdigt af den sympatiske Hugh Jackman og ikke mindst af den lille Dakota Goyo. Birollelisten tæller desuden gode men ofte lidt oversete navne som Anthony Mackie ("The Hurt Locker") og Hope Davis ("American Splendor"). Klicheerne står i kø – godt sovset ind i velfungerende underlægningsmusik, men maskineriet – også robotternes – forekommer i sidste ende velsmurt, og så bærer man næsten over med forudsigeligheden.