★★★☆☆☆
Det Kongelige Teater er i økonomisk krise – og forsøger åbenbart at løse den ved at spille en indforstået udgave af Henrik Ibsens mesterværk Gengangere på store scene. Det er ikke nogen god ide. Den første halve time står de medvirkende i silende regn foran fortæppet og råber til hinanden det af teksten, der er blevet tilbage efter en radikal beskæring af samme ufølsomme slags som desavouerede "Mågen" tidligere på sæsonen. Senere bliver afgørende scener spillet med papirsposer over hovedet. Fordi vi mennesker skjuler os bag masker, men den kliché kender vi jo til bevidstløshed? GENGANGERE er ikke bare historien om Fru Alving og hendes syge søn, men også historien om arvesynd og det umulige i at flygte fra sin familie. De store følelser kræver en nænsom naturalistisk spillestil, men på Det Kongelige Teater insistererer man på at spille stykket anti-naturalistisk – med komisk distance i centrale øjeblikke, mens ubetydelige detaljer trækkes ud i det uendelige. Kristian Halken dublerer Henning Jensen i rollen som den hykleriske pastor Manders, en teknisk imponerende præstation, som dog i al for høj grad lægger vægt på komikken, så figuren berøves sin kompleksitet. Morten Suurballes diktion gør ham i flere passager uforståelig, hvilket er uheldigt, da han skal gøre rede for betydelige aspekter i handlingen som Engstand – der måske/måske ikke har mere end faderlige følelser for Regine (en intetsigende Marie Dalsgaard). Nicolas Bro har naturligvis sine øjeblikke som sønnen, selvom præstationen hæmmes og til tider lammes af instruktøren Michael Thalheimers stiliserede spillestil, der truer med at kvæle alt ægte liv på scenen. Kun Kirsten Olesens Fru Alving formår at røre os fra start til slut. Her er et ægte menneske, der må se alt hvad hun har kæmpet for i ruiner. Ikke siden Susse Wold spillede Fru Alving på Hippodromen, har vi kunnet opleve en så hudløs fremstilling af denne krævende kvinderolle, som med rette regnes blandt de største i verdensdramatiken. Uden Kirsten Olesen havde Gengangere været en kold stiløvelse, som kun folk med forhåndskendskab til teksten kunne få fuldt udbytte af. Og fuldt udbyttet vil i denne sammenhæng sige et 1½ times opkog – ikke at forveksle med Henrik Ibsens udødelige klassiker.
