I LOVE MUSICALS –

PETER JÖBACK & HELEN SJÖHOLM

★★★★★★

Nordens to største musicalstjerner lige nu er svenske og hedder Peter Jöback og Helen Sjöholm. De brød begge igennem i den efterhånden legendariske musical "Kristiana från Duvemåla" med sange som Abba-drengene Björn Ulvaeus og Benny Andersson havde skrevet specielt til dem.

Det er efterhånden tyve år siden, så det forekommer særdeles oplagt, at netop disse to skulle tage på en omfattende turné med et overvældende musicalprogram. Næsten fire timer kan på forhånd lyde voldsomt, men sandheden er, at man ville ikke have undværet et eneste øjeblik.

Med på scenen i en udsolgt Malmö Arena har de et vidunderligt kammerkor mest det uovertrufne orkester Stockholm Sinfonietta under ledelse af selveste David White. Han hører til de mest erfarne musicaldirigenter, og stod bl.a. i spidsen for "Sunset Boulevard" ved verdenspremieren.

På scenen fik Sjöholm og Jöback selskab af to gæstesolister – og hvilke solister! Hugh Panaros varme klang i stemmen kom virkelig til sin ret i et nummer som "Oh, What A Beautiful Morning" fra "Oklahoma". Sammen med Peter Jöback skabte han et af aftenens utvetydige højdepunkter med "Music of the Night" fra "The Phantom of the Opera", som begge har spillet på Broadway.

Den anden gæstesolist Emmi Christensson, der straks beviste sit værd i "I Have Confidence" fra "The Sound of Music" i en grad, så selv Maria Lucia Rosenberg kunne lære noget. Det er da også Emmi Christensson, der som Christine (en rolle hun allerede har spillet i Londons West End) skal stå overfor Peter Jöback i "The Phantom of the Opera", når forestillingen sætter op i Stockholm på Cirkus i september 2016. Det lover godt!

Men aftenens stjerner er naturligvis Peter Jöback og Helen Sjöholm, der foldede sig ud i kærlighedsduetter fra bl.a. "My Fair Lady", "Chess", "Moulin Rouge" – og måske allersmukkest "Livet er en Schlager". Sidstnævnte er en bevægende ny musical, der endnu har sin danske premiere til gode til trods for, at den spillede med succes i Sverige og er baseret på Susanne Biers herlige Grand Prix-film "Hånden på hjertet".

Men også hver for sig fik de lov at vise hvad de kunne. Helen Sjöholm sang f.eks. "Don’t Cry From Me, Argentina" fra "Evita" bedre end nogen Madonna, og Peter Jöback gav en sand tour-de-force med sangen "It’ll Be Me" fra den nye musical om "Houdini".

I alt nåede vi igennem henved 30 musicals, som alle får fine introer i det velredigerede program. "Kristina frän Duvemåla". Sangvalgene forekom i den grad velvalgte, og omfattede heldigvis også sange fra mindre kendte musicals som "Mack And Mabel", "Songs For A New World", "Anyone Can Whistle", "Three Penny Opera" og "Passion".
Selvfølgelig skulle "Kristina fra Düvemåla" have sin hel særlige plads i forestillingen med intim musikledsagelse, betagende bagscene projektioner og morsomme anekdoter.

Med et storslået finalenummer bestående de to flotteste torch songs overhovedet ("You’ll Never Walk Alone" fra "Carousel" samt "Climb Every Mountain" fra "The Sound of Music") blev der satte et fornemt punktum for denne uforglemmelige kærlighedserklæring til musical-genren. En fuldkommen overdådig musicalkoncert, som det bestemt er værd at rejse for. Koncerten er på turné rundt i Sverige frem til den 24. oktober.