Månedens udflugt:

MENSTRUP REVYEN

★★★★☆☆

På den hyggelige Menstrup Kro får man en varm velkomst af det venlige personale og føler godt tilpas allerede inden middagen. En velsmagende klassisk tre-retters menu øger kun velværet, så man er i den grad klar til sjov, da Christian Dahlberg og hans orkester slår gækken an.

Det bliver snart klart, at Jan Hertz har iscenesat en tempofyldt og underholdende revy, der dog lider noget under tekster af ret svingende kvalitet. Et omstændeligt syng med-nummer falder til jorden, og et langvarigt hospitalsnummer kunne sagtens tåle at blive trimmet for platheder. Men ellers kører revy-maskineriet upåklageligt.

Aftenens første stjernestund indtræffer, da den flotte Anne Herdorf leverer en sensuel jazz-ballade assisteret af sine kvindelige kolleger som lidet glamourøse korpiger, og med sprød tekst af Ulla Jessen.

Forestillingens kunstneriske leder Jesper Søgaard er atter skæg som enerådende svensk politibetjent. Og Søren Hauch-Fausbøll morer både som fjernstyrret ægtemand med hang til TV-fodbold og som den høflig herre, der får afløb for sine aggressioner i klædeskabet. Sidstnævnte har han selv skrevet sammen med Thomas Mørk.

Menstrup Revyen byder på et velkomment revy-comeback til Kirsten Norholt, men det ærgrer, at man ikke har fundet en revyforfatter eller to, der kunne skrive et ordenligt solo-nummer til hende. Heldigvis har hun en ganske takkevækkende Carl Erik Sørensen-sang sammen med Søren Hauch-Fausbøll om at være bange for alt muligt – inkl. hinanden. Og Kirsten Norholts spilleglæde kan man heldigvis ikke tage fra hende, og bliver da også en gevinst for denne revy.

Hun indgår da også i aftenens musikalske højdepunkt, hvor hun sammen med Anne Herdorf og den ligeledes velsyngende Rikke Buch Bendtsen tager os med på en frydefuld rejse gennem populærmusikkens historie. Fra Mills brothers, Andrew Sisters og The Supremes til Dolly Parton, Madonna og Tina Turner takket være lynomklædninger, farverige kostumer og festlige parykker. Samt naturligvis tre gæve showdamer, der forstår at trykke den af på en scene.

De bidrager også muntert til lokalområdernes hyldestmedley, hvor bynavnene i evergreens som "New York, New York" og "I Left My Heart In San Francisco" bliver udskiftet med navne som Vordingborg, Holme Olstrup og naturligvis Menstrup.

Efter en dejlig aften på Menstrup Kro synger vi naturligvis gerne med, for Menstrup Revyen fortjener stadig en plads på det danske revylandkort.