★★★☆☆☆
Det kræver om ikke mod så i al fald en del kunstnerisk nysgerrighed, hvis man skal kaste sig ud i Metropolis-festivalens mest ambitiøse projekt, som OperaNords Louise Beck er initiativtager bag. En imponerende co-ordineringsopgave inddelt i fire faser. Første del er en udendørs-gåtur fra metrostoppet ved DR-byen til cirkelformede kollegiebyggeri nogle hundrede meter derfra.
Publikum fordeles i grupper på 15-20 personer, hver gruppe får en guide, der udstyrer gruppemedlemmerne med microports og såkaldte poesibøger (der dog viser sig også at indeholde en form for visum samt et såkaldt dødsbrev).
Vi beordres til at gå i to række og være lydløse. Ingen af delene synes at appellere til dansk mentalitet, og guiden har ikke helt autoritet nok til at håndhæve disse punkter, hvilket ødelægge intensiteten en del.
Ligesom ved flere andre Metropolis-projekter skal vi røre ved grundelementerne i løbet af vores tur: Jern, træ, jord og vand. Undervejs fodres vi også via øresnegl om baggrunden for de nye pragtbygninger, som vi passerer på vores vej. Vi passerer bl.a. kor og solister, der synger glorificerende danske sange, mens øresneglen forsøger at formidle mere komplekse litterære tekster på engelsk. Kinesiske snacks og te forbereder os på anden fase, en helt ny verden, der venter under jorden – i den underjordiske parkeringskælder.
Forinden skal vi – vistnok – have revet visum-siden ud af poesibogen, men det hersker der stor uenighed om blandt de ældre danske kvinder, som er sat til at varetage opgaven.
Under jorden er den cirkelformede arkitektur ikke et udtryk for samhørighed som i kollegiebygningen, men betyder blot at vi går i ring uden at der faktisk sker meget. En enkelt rødklædt kvinde med en rød kuffert dukker op fra tid til anden.
Vi oplever det derfor som en frihed endelig at blive transporteret op på sjette etage i den runde kollegiebygning, hvorfra vi har et imponerende udsyn – ikke ulig James Stewarts i Alfred Hitchcocks "Skjulte øjne". Lysmamoreringer på græsset og livet i de enkelte vinduer skaber en forunderlig effekt, når det samtidig tilsættes kinesisk sang.
I den sidste fase sidder vi i en form for rundkreds i den lille cirkelformede have, der udgør indersiden af kollegiet. To kvinder bevæger sig langsomt imod hinanden fra hver sin ende af haven, samtidig med at en mand forsøger at frigøre sig fra det klæde, der mellem træerne har spundet en form net, hvori manden synes fanget. Han får sig dog gjort fri og vifter mandigt med nogle lange stænger, inden han falder om på græsset. Kvinderne har begge nået midten, og bevæger sig rundt om det samme træ – ikke ulig vores kollektive bevægelse i kælderen. Men så bevæger de sig væk fra hinanden… den hvide kvinde ender i en solcirkel med manden, og den anden i mørket. Hun kommer dog snart til syne igen, og nu ser vi, at det er kvinden med kufferten. Hun passerer igennem solcirklen med sin kuffert, og forsvinder så ud af området – looking for courage?
Vi bliver mere mystificerede end kunsterisk overvældede undervejs, og først i slutfaserne får den kinesiske operasang endelig en vis vægt. Men konklussionen må desværre blive, at der er kommet for lidt ud af de sikkert store tilrettelæggelsesmæssige anstrengelser. Synd – for her var chancen for at snuse lidt mere til den herhjemme ret forsømte kinesiske kulturarv.
