i Tivolis koncertsal med pianisten Jan Lisiecki som gæstesolist
★★★★☆☆
Sebastian Lang-Lessing var sprunget til med kort varsel og erstattede sygmeldte Lawrence Foster som dirigent for Tivolis symfoniorkester. Om det havde afgørende indflydelse på orkesterets indledende præstation, kan man kun gisne om, men i al fald fik man en noget hverdagsagtig version af Beethovens Prometeus-ouverture.
Men da først den polsk-canadiske pianist Jan Lisiecki satte sig ved klaveret, steg niveauet betragteligt, og den purunge mand viste sig at være i en klasse for sig. Der var en umiddelbarhed og en friskhed i hans tilgang til Chopins klaverkoncert nr. 1. Kroppen vibrerede af iver og lidenskab, men modsat så mange andre unge talenter gav han også plads til de mere sarte og sensitive passager i Chopins udødelige komposition, og afslørede således en indgående forståelse for dybderne i Chopins musik. Sikken et talent – og blot 20 år! Fem fremkaldelser, bravoråb og flere stående ovationer tvang Jan Lisiecki ud i et ekstranummer, uden at begejstringen forstummede.
Heldigvis fik den tyske dirigent Sebastian Lang-Lessing for alvor løftet Tivolis symfoniorkester i det afsluttende værk "Vinterdrømme", Tjajkovskijs 1. symfoni. Det var som om, at hvert enkelt instrument her kom til sin ret, og måske var det også klogt at bruge den sparsomme prøvetid på dette værk, da Jan Lisiecki i sig selv var nok til at gøre Chopin-afdelingen til koncertens højdepunkt. En stjerne er født.
