★★★★★☆
Vi vidste jo godt, at hun kunne skrive sange. Men derfor er det jo ikke indlysende, at man kan skrive en hel roman. Så meget desto mere glædeligt er det, at Trille Nielsens erindringer hører blandt de fineste selvbiografiske bøger i nyere tid. Dels fordi man fornemmer en klar og selvstændig tone bag og dels fordi Trille Nielsen tydeligvis er en kvinde, der har haft sanserne åbne livet igennem.
Den slags koster, og Trille Nielsen lægger heller ikke skjul på de omkostninger berømmelsen har haft for hende. Uden at hun dog på nogen måde forfalder til hverken selvudlevering eller klynkeri.
Bogen fortælles kun til dels kronologisk, og det synes netop at afspejle Trille Nielsens måde at opleve tilværelsen på. Vi er med den lille tissetrængende Trille på balletskole og hører om lærerinden frøken Schneider, der kom til at spille en stor rolle i Trilles liv, til koncerter og på markante udenlandsrejser.
Men det, der virkelig gør indtryk, er den stilfærdige oprigtighed, som strømmer gennem bogen, og som giver os en næsten fysisk fornemmelse af forfatteren. En sej kvinde, der måske ikke var helt så stærk, som mange – inklusive hende selv – gik og troede, men som til gengæld synes at være i besiddelse af en sjælden nænsomhed, der parret med en ikke ubetydelig social intelligens gør hende til en eminent forfatter.
Sangene har da også for længst bestået tidens test. Den massive hetz hun ganske urimeligt blev udsat for på sin kunsts højde har ikke ændret ved hendes position, og selv årtier efter sidste nyudgivelse får hun stadig nye fans – også blandt ungdommen. Også de vil kunne glædes over den livsvisdom og underspillede humor, som Trille øser af i ALTID HAR JEG LÆNGSEL.
Tak for sangene – og nu også for bogen, Trille.