BLACK DIAMOND

★★★★★☆

Nu er det atter blevet Dansehallernes tur til at få besøg af det med rette berømmede Dansk Danseteater. Der diverteres denne gang med en forunderlig futuristisk dansecocktail med titlen BLACK DIAMOND, der henviser til den foranderlige sorte diamantscenografi bagerst på scenen.

I et raffineret samspil med den dunkle belysning dannes en slags urverden, hvor fortid og fremtid mødes i et uhyre stringent billedsprog. Et ensemble domineret af mandlige dansere udforsker her kroppens bevægelsesformer og prøver der igennem at finde nye måder at udtrykke sig på. Den ofte næsten rituelle dans, som Trentemøllers moderne elektro-musik inspirerer til, afbrydes fra tid til anden af poetiske nedslag med mere klassisk orienteret musik af blandt andre Balanescu.

Forestillingen kulminerer i akt 2, hvor nogle æggeagtige hvide skabninger varsler nyt liv. Og da en af de hvide skabninger afskaldes til tonerne af Philip Glass’ berusende smukke violinkoncert og viser sig at indeholde en nøgen kvinde, opstår den rene uforfalskede magi.