★★★★☆☆
Selvfølgelig bør Det Kongelige Teater have en anden vinkel på musical-genren end den mere kommercielle del af teaterbranchen. Men ligefrem at lave en anti-musical-opsætning ud af CABARET, en af verdens bedste musicals giver ikke mening – i al fald ikke i Lars Kaalunds iscenesættelse. Han har dog godt fat i kontrasterne mellem det triste pensionat og de overdådige shows på The Kit Kat Klub ligesom befolkningens ligegyldighed over for den voksende antisemitisme og jødedeporteringer berøres. Men det vedbliver med at være en underlig sjælløs oplevelse. Det forekommer desuden sært, at sangene synges på engelsk – og uden oversættelse.
På Gamle Scene veksler to hold skuespillere i hovedrollerne med mærkbar kvalitetsforskel. Cecilie Stenspil er klart at foretrække som en velsyngende omend ikke videre dekadent Sally Bowles, da ødsle kostumer og flotte musikoptrin ikke opvejer Mille Hoffmeyer Lehfeldts vrængende sang og udvendige spillefacon. Det forekommer ufatteligt, at den samme kvinde, som imponerede som "Venus i Pels" på Østre Gasværk ikke formår at røre os som Sally Bowles. Liza Minnelli kan stadig sove roligt om natten.
Sympatiske Thue Ersted fremstår en smule bleg i rollen som Cliff – i lighed med Cyron Melville. Karakteren synes ikke at have interesseret Kaalund, og det er dog Chistopher Isherwoods alter ego.
Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer virker mere overbevisende som et potentielt par end Hanne Uldal og Lars Knutzon, som så til gengæld kan synge. Især Hanne Uldal (en tidligere Sally Bowles) funkler i anden akt, hvor hendes sprøde Frøken Schneider har et stort solonummer. Som konferencier får Peter Christoffersen ikke samme kontakt med publikum som Peter Plaugborg, men sangligt står de begge i skyggen af Peter Jöback, der på Gladsaxe Teater blev den bedste konferencier, vi har set på en dansk scene i årtier.
Lars Kaalund prøver at læne sig op ad den cabaret-verden, som Christopher Isherwood beskriver i "Goodbye to Berlin", der blev til teaterstykket og filmen "I’m a Camera" (begge med Julie Harris), inden Isherwoods historie endte som scenemusical. Kaalund kunne muligvis være sluppet afsted med sine kunstneriske valg på en mindre scene, men Gamle Scene kræver altså scenisk format af alle spillere samt vokalt overskud. Og det får man ihvertfald ikke i begge versioner på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
