IVANS UTROLIGE HISTORIE

★★★★☆☆

Selvom man af rettighedsmæssige årsager ikke kan kalde forestillingen for "Gummi-Tarzan", så er det ganske rigtigt Ole Lund Kirkegaards elskede børnebog, der ligger til grund til for dette samarbejde mellem Galaksen i Værløse og Furesø Ungdoms- og Musikskole.

Det er en fornøjelse at opleve knapt en halvt hundrede unge gå til opgaverne med en ildhu, som mange professionelle kunne misunde dem.

Et energisk drengeband får sammen med de velsyngende elever forestillingens sangnumre til at blive de højdepunkter, de skal være i denne musical-version, og sørme om de unge ikke også har fået nogle koreografiske fif, der gør det til en nydelse at se på. Derfor ærgrer det, at man ikke får en rigtig showstopper at gå til pause på, ligesom at Ivans forvandling er rigeligt længe undervejs. Men det virker heldigvis som småting i den store sammenhæng.

Især de forførende heksepiger imponerer og charmerer, men hele holdet har faktisk ære af forestillingen.

Galaksens kyndige direktør har iscenesat med fornemmelse for genrens krav og de medvirkendes ydeevner, så forældre og venner kan roligt troppe op til denne herlige familieforestilling.