★☆☆☆☆☆
Hovedkravet til en komedie bør være, at den er sjov. Men man kan i høj grad diskutere om instruktøren og manuskripftforfatteren Anders Thomas Jensens seneste film rent faktisk morer.
På den ene side fortjener Anders Thomas Jensen ros for at trække komediegenren væk fra de vante miljøer. På den anden side kan han klantres for den kynisme, hvormed han udleverer de vanrøgtede mennesker, som filmen portrætterer.
Det rejser atter spørgsmålet, om man kan gøre grin med alt, og det kan man i princippet godt. Men kynisme er ikke nødvendigvis sjov. Så hjælper det kun lidt, at filmen rent teknisk er i orden og har enkelte skøre replikker samt en velfungerende underlægningsmusik.
David Dencik mangler det lette anslag i sit spil, og om man kan gouttere Mads Mikkelsens forsøg på karikaturkomik må i høj grad være en smags sag. Nikolaj Lie Kaas får i det mindste givet sin karakter en vis ægte sårbarhed, mens de øvrige kæmper med at trænge igennem den groteske sminke.
Det er tankevækkende, at selvom man har trukket på smilebåndet et par gange undervejs, forlader man filmen med en grim smag i munden. Den syntetiske slutning, der virker som Anders Thomas Jensens patetiske forsøg på at retfærdiggøre sig selv, er tilmed hyklerisk, når resten af filmen udtrykker så nedladen en holdning til samfundets mest forsømte.
