★★★☆☆☆
Hvis man tror at Crazy Christmas Cabaret’erne i Tivoli er typisk engelsk pantomime, så tager man fejl. Den ægte vare kan man – hvis man er hurtig – opleve i Lyngby, hvor CTC præsenterer THE SNOW QUEEN af Alistair Ferguson. Historien er baseret på H.C. Andersens eventyr om Snedronningen, men stilen synes utvetydig engelsk.
Med Eira Pryces smukke fortællerstemme (der kan minde om Geraldine Fitzgeralds) som ramme om eventyret føler vi os fra starten i gode hænder. Det øvrige hold har tydeligvis kun lidt eller ingen professionel sceneerfaring, men derfor kan man godt glæde sig over den alvor, hvormed de går til opgaverne. Helt fortryllende er de små yndige dansende snefnuk og børnene i salen elsker, når der kommer nogle overraskende livagtige pingviner på scenen.
Teknisk set var forestilling dog ikke klar ved premieren. Lyset flakkede og lydkulissen var endnu ikke helt på plads, men den slags kan jo nå at falde på plads efterhånden. Og indtil pausen havde vi moret os, selvom også første akt føltes for lang.
Anden akt blev dog noget nær en katastrofe. Instruktørerne Debbie Taylor og Lisa Buckley var åbenbart løbet tør for sjove indfald, og skuespillernes mangler blev stadig mere tydelige jo længere, at aftenen trak ud. Flere af børnene i salen kunne ikke sidde stille og begyndte at løbe op og ned af trapperne. Der blev gjort tilløb til at runde af et utal af gange, og da vi så endelig troede, at nu var det slut, skulle hele salen synge en fælles julesang, inden vi fik endnu en slutning!
Når folkene bag CTC tydeligvis mangler fornemmelse for, hvor meget et dansk publikum kan klare på een gang, så graver man altså sin egen grav. Havde forestillingen varet omkring et par timer, var vi gået derfra med overbærende smil på læben, men at udsætte betalende børnefamilier for tre timer og ti minutters teater på dette niveau er meget tæt på at være en uforskammethed.