WE COME AS FRIENDS

★★★★★☆

"Tomorrow is my turn" synges der håbefuldt i slutningen af Hubert Saupers dokumentarfilm, WE COME AS FRIENDS. Men der er nu ikke meget der tyder på, at det er afrikanerne, der på sigt kommer til at styre det nye land i det sydlige Sudan. For jorden sælges bort for at skaffe vestlig ekspertise til Afrika, og paralellerne til de skræmmende kolonitider forekommer pludselig indlysende.

WE COME AS FRIENDS favner nok lidt for bredt og virker i al fald noget udmattende med en spilletid på ca. syv kvarter. Men udover en række betagende fotos, får vi også en indsigt i de ofte groteske og uhyggelige eksempler på moderne kolonisering.

Vi møder en gammel mand, der er blevet presset til at opgive sin jord for "fremskridtet" og en mor, der må se sit døde barn henvist til en begravelse på en kommende byggeplads. Men også skolebørn, der får bank af andre elever og sågar af deres lærer, fordi de ikke kommer i skole iført skoleuniform, sådan som missionærerne har lært dem.

WE COME AS FRIENDS gennemhuller det vestlige hykleri, og viser hvordan folk fra vesten netop ikke kommer som venner, men som snu forretningsfolk, der forsøger at at tage fusen på de lokale.