HODJA FRA PJORT

★★☆☆☆☆

Teatergruppen Mastodonterne havde sin storhedstid for godt et kvart århundrede siden, da Sebastian kulminerede som musical-komponist. Siden er det gået stødt ned af bakke, og for få år siden skrabede de bunden med deres tarvelige udgave af "Dracula". Helt så galt går det trods alt ikke denne gang, men næsten. Forestillingen virker i al fald kluntet, gammeldags og al for lang, og så hjælper genhøret med et par gode sange, en solid scenografi og de mange medvirkende kun lidt.

Ole Lund Kirkegaards poetisk underfundige roman er erstattet af et rodet manuskript med bastante replikker. Det ubehjælpsomme ensemble er i den grad blevet svigtet af deres iscenesætter, og kun få af de medvirkende kan faktisk synge til mere end husbehov. Spille kan ingen af dem, men de er i stedet sat til at skabe sig, hvilket aldrig er klædeligt. Med billetpriser på over 300 kroner har man ret til at forvente et professionelt niveau, og det får man mildest talt ikke.

Vil man se kvalitetsteater for børn, rådes man derfor på det kraftigste til at undgå Mastodonternes teateranakronismer, der giver amatørteatret i Danmark et unødigt dårligt ry, og i stedet opsøge Eventyrteatret i Glassalen, hvor både talenterne og spillelysten er i top, og hvor man fornemmer en ægte glæde ved teater frem for en kynisk udnyttelse af børnefamiliers forkærlighed for det litterære udgangspunkt.