★★★★★☆
Er ERASMUS MONTANUS Ludvig Holbergs bedste stykke? Sådan har man det i al fald, mens man ser Det Kongelige Teaters uhyre velspillede version i Thomas Bendixens veloplagte ordfest.
I centrum – ikke bare på det fornemme fortæppe – står Thure Lindhardt, som en ERASMUS MONTANUS, vi kan relatere til idag. Bag solbrillerne gemmer der sig en såkaldt studerende præget af ungdommens arrogance og taget ud af vor tid. Han har muligvis lært fine fremmedord i storstaden, men livsklogskaben må han tilegne sig på mere barsk facon i sin fødeby.
Søren Sætter-Lassen tildeles meget plads som Per Degn, men heldigvis kan han bære det og han afleverer sine groteske bud på latinske sætninger med så stor en overbevisning, at vi næsten begynder at forstå dem. Det er karakterkomik på højt plan.
Han sekunderes formidabelt af Ole Lemmeke, som den ikke alt for vakse ridefoged, hvis kendskab til “latrin” kan ligge på et meget lille sted, men måske derfor kalder han vor hovedperson for Erasmus Mont Anus.
Henrik Koefoed (iført forestillingens mest forrygende paryk) gør også en glimrende figur som Jeronimus, det selvbestaltede familieoverhoved for en lidet elegant familie.
Datteren Lisbed (en vittig Ida Cæcilie Rasmussen) kan dog ikke få sin ERAMUS MONTANUS (tidligere Rasmus Berg) , så længe denne insisterer på, at jorden er rund. Broderen (sympatisk spillet af Mikkel Kaastrup-Mathew) kan ikke få ham til fornuft, og først da løjtnanten (myndige Martin Hestbæk) får krammet på ERASMUS MONTANUS, aner vi en slutning på komedien. Men selv i en verden befolket af lutter tåber, finder han nåde, og det kan både han og vi lære af.
