★★☆☆☆☆

Efter fem Step Up-film bør det ikke undre, at den gamle let’s put on a show-formel virker en smule slidt.
Man tager også sig selv i at savne Channing Tatum, og det ikke kun af fysiske årsager. Man skal i al fald ikke forvente, at de medvirkende scorer nogen form for skuespillerpriser for deres indsatser i denne film, men på dansegulvet gør de fleste det heldigvis godt. Ikke mindst får vi et herligt gensyn med de festlige Santiago-tvillinger, men ellers må man vente til finalen, før man får dans, der for alvor rykker.

Trish Sie får ikke nok ud af 3D-effekterne, selvom dansefilm-genren synes at have oplagte muligheder. Filmens største kvalitet udover den generøse finalenummer er måden, hvorpå den favner danserne individualitet. Alle farver, størrelser og seksualiteter synes at være repræsenteret, men heldigvis på en mindre frelst måde end i forgangsfilmen “Fame”. Det er ikke kun dansen, der har gennemgået en udvikling i løbet af de sidste 35 år.