★★★★☆☆
The Globe Theatre i London er hjemstedet for klassiske opsætning af William Shakespeares mesterværker. Her skal man ikke forvente kunstneriske nyskabelser, men til gengæld tekstfunderede traditionelle opførelser.
Derfor forekommer denne forestilling ganske velvalgt til Hamletscenen på Kronborg, hvor man kyndigt skal veksle mellem det klassiske og det fornyende, og derved får understreget breden i William Shakespeares forfatterskab.
Mange husker sikkert MUCH ADO ABOUT NOTHING for den festlige filmudgave, hvor Kenneth Branagh (en tidligere Hamlet på Kronborg) udvekslede spydigheder med sin daværende hustru Emma Thompson som henholdsvis Benedick og Beatrice. Her virkede parret jænvbyrdigt i både kløgt og vid ikke ulig Susse Wold og Bent Mejdings festlige rivalisering på Det Ny Teater i 1984. Grønnegård Teatrets noget ujævne men ganske underholdende opsætning i 2003 var domineret af en funklende veloplagt Tammi Øst som Beatrice samt en Reumert-belønnet birolleindsats af Lane Lind.
På Kronborg fremstår Simon Bubbs Benedick som forestillingens sjoveste figur, men der synes at være mere bund og smerte i Emma Pallant Beatrice. Sammen danner de den perfekte symbiose mellem sjov og alvor, så vi hepper på, at de får hinanden, hvor meget de end stritter imod.
De får glimrende hjælp af forestillingens andet par spillet af Gemma Lawrence og Sam Phillips. Gemma Lawrence finder stærke udtryk, da den første kærlighed står til at ende i tragedie, og Sam Phillips formår at komme ind bag grev Claudios facade, så vi for alvor fornemmer, at her er noget på spil for den unge mand.
Omkring dem spilles der overvejende muntert i Max Websters stilsikre iscenesættelse støttet af James Cotterills enkle men effektive scenografi, og John Barkers upretenciøse musik får sceneovergangene til at glide lidt lettere.
Så man kan med sindsro begive sig til Kronborg, men bør huske en varm trøje og tage imod tilbud om at låne tæppet. For selvom solen stadig er med os, så lufter det om aftenen på Kronborg, og da forestillingen varer henved tre timer, bør man have lidt at varme sig med – selvom Shakespeares lune næsten får også til at glemme vejr og vind.
