★★★★★☆
Savner man Ulla Jessen? Gu’ gør man så, men det betyder sandelig ikke, at de nye kræfter i Ganløse Revyen 2014 skuffer. Især Anne Herdorf funkler og demonsterer til fulde, at hun ligefrem kan bære en revy. Hendes mimik og betoninger formår i sig selv at redde selv tvivlsomme tekster, og kun det rædsomme nummer SVINEPRINSEN burde både hun og vi andre være skånet for.
Herdorfs sørgmodige foredrag af visen om den navnemæssigt ret uheldige “Helga-Elga-Ruth” leder tankerne hen på andre store revyprimadonnaer som Bodil Steen. Elga Olga, Grethe Sønck og Erika Voigt. Herdorf viser både stil og klasse i nummeret “Selfie”, og kan ikke gøre for, at dette emne ligesom regeringrokaderne og den manglende presseetik går igen i flere andre numre. Helt sin egen, fuld af både sødme og selvtillid samt ikke mindst med en helt vidunderlig sangstemme, vælter Anne Herdorf salen med den afsluttende solosang “Fra en anden vinkel”, der vidner om et talent, der når langt ud over revygenren. Her er kvinden, der vil kunne spille og synge musicalen “Gypsy” til succes i Danmark.
Michael Hasselflug har skam også sine øjeblikke, og blir også forkælet med de bedste tekster. I 1. akt morer han med Jan Svarrers “Ligebehandling”, hvor alt der bare ligner henvisninger til et bestemt køn, skiftes ud med det modsatte. I 2. akt trykker han den af som gakket læge i “Privatisering”, og viser for alvor sine evne som tekstformidler i Rasmus Krogsgaards fine opdatering af en gammel Osvald Helmuth-perle, der nu hedder “Mail til Putin”.
Christine Astrid Nielsen har frem for alt en god energi i sin nydelige revydebut, selvom stemmen knækker i det selfie-nummer, hvori hun kommer med et hæderligt bud på vores statsminister. Dårligst stillet synes Lars Hjøllund, der faktisk kun har et so-so Anders Fogh-nummer til at vise sit værd.
Iscenesætter Michel Castenholt har sørget for en tempofyldt afvikling, og med Mickey Pless som kyndig kapelmester er man atter i år sikret en gennemmusikalsk revy, der har overskud nok til at hylde andre revyer. Når maden så hører til i topklassen og Ganløse Kro tilmed fremstår blandt de hyggeligste, så bør man ikke betænke sig, men fluks købe billeter til Ganløse Revyen 2014.