NO!

★★★★☆☆

That Theatre Company har fået den ret vidunderlige ide at opføre Johan Ludvig Heibergs mest levedygtige vaudeville “Nej” på engelsk. Og kunne “NO!” bo smukkere og mere rigtigt end på det næsten 250 år gamle Hofteater?

Rammerne er med andre ord i orden og man aner også en vis kærlighed til stoffet i Barry McKennas opsætning. Men samtidig fornemmer man, at engelsk vaudeville og dansk vaudeville ikke helt har samme tone. Om det skyldes Michael Meyers oversættelse eller om skuespillerne endnu ikke helt har fundet rytmen i sproget, kan være svært at bedømme på nuværende tidspunkt.

Men heldigvis har NO! så meget charme som værk, at de fleste forbehold forsvinder. Claus Bue leverer skæg karakterkomik som faderen, mens Sune Svanekier og Christiane Bjørg Nielsen udgør et ømt par. Sjovest og på godt og ondt mest engelsk er Ian Burns som giftelysten klokker fra Grenå.

NO! fremstår idag som en kær bagatel, selv om den ret beset anses for et hovedværk indenfor sin genre. Men man har det skam stadig fornøjeligt, mens man ser den.