★★★★★☆
Dramatik, danseforestilling eller dukketeater? Tja, FEINSCHMECKER rummer faktisk det hele, og virker samtidig uhyre stilsikkert eksekveret.
Tre mænd mødes for at nyde det gode liv, og efter drinksene er kommet på bordet, bliver det tid at åbne de medbragte tasker. De viser sig at indholde nogle uhyggeligt livagtige kvinde-dukker.
Forestillingens bagmænd Svend E. Kristensen og Thomas Hejlesen har da også arbejde i årevis på at skabe disse magiske dukker i menneskestørrelse, og det har bestemt ikke været forgæves.
Mændene på scenen danser med hver deres dukke til velvalgt stemningsmættet musik, inden dukkerne tilsyneladende begynder at træde i karakter. En af dukkerne får en form for anfald, mens en anden forsøger at kvæle sin partner. På et tidspunkt finder to af kvindedukkerne også hinanden i et kys, hvilket afstedkommer en voldsom reaktion fra mændene.
FEINSCHMECKER leger på sofistikeret vis med kønsrollerne, og grænsen mellem fortid og nutid, illusion og virkelighed. I
foromtalen betegnes teksten som “et erindringsspil”, hvilket leder tankerne hen på Tennessee Williams’ første mesterværk “Glasmenageriet”, som Williams selv betegnede som “a memory play”. Men i FEINSCHMECKER fremstår det mere defust, hvilken tid vi befinder os i og hvad der er virkeligt. Med en spilletid på ca. en time kunne man muligvis havde gjort det blot en smule mere klart uden at svigte forestillingens grundtanke. På den anden side virker replikkerne sært unødvendige, så det måtte gerne være en anden løsning.
De tre mænd gør det alle glimrende som dukkeførere, og især Philippe Christiansen formår at fange forundringen over dukkernes ageren med en afdæmpet poesi.
FEINSCHMECKER kan med rette kaldes for en original, da den ikke ligner noget andet, vi har set i denne sæson.
