★★★★☆☆
Selvom man er langt over hundrede, kan der godt være sus i sassafrasen. Jo, Bakkens Hvile har ikke mistet lysten – heller
ikke lysten til at underholde et beredt publikum. Med Dot Wessman som kyndig korpsfører fyres der godt og grundigt op under publikum, og de mange frække sange ledsages veloplagt af flappede bemærkninger fra de rapkæftede syngepiger.
Men den er ikke bare platte sjofle sange, man synger her, men gedigne folkelige viser, der præges af et betydeligt sprogligt vid. Sange om lillemor på Lyngbyvej og Mariehønen rummer tilmed ægte poesi, der giver aftenen en dimension, der når ud over det rent nostalgiske genhør. Der er tale om danske sangskatte, som de 5 syngepiger formidler med overskud.
Nye tekster af bl.a. Rasmus Krogsgaard sniger sig næsten ubemærket ind blandt klassikerne, og selv om et par af de nye kunne forkortes med et vers eller to, så fremstår forestillingen som en helhed takket være de kapable syngepiger og en ret imponerende indsats af huspianisten.
Kostumerne synes i sig selv en attraktion, især når de beklæder forestillingens ubestridte stjerne, Lone Jensen. Stemmen virker lidt slidt denne aften, men humøret er højt og alene hendes mimik kan få salen til at vælte af grin. Højdepuntet bliver, da hun serverer den lidet sofistiskerede “Lones vals” med en bravour, så publikum bliver ved med at råbe: “Lone! Lone!”. Det bliver da også Lone, der får lov til at synge Cleos uforglemmelige “Ska’ vi sove eller hva?”.
Ulla Jessens smukke hyldest til Bakken fremstår også i år som et højdepunkt i anden akt, der bekræfter, at Bakkens Hvile er så meget mere end en gammel ølstue.
