DEN GRØNNE CYKEL

★★★★☆☆

Haifaa Al Mansour har instrueret en kær lille film om Wadjda, en sød, selvstændig og ikke altid helt artig skolepige fra Saudi-Arabien.

Ligesom i Vittorio de Sicas Oscar-belønnede mesterværk “Cykeltyven” symboliserer cyklen håb, og historien om Wadjda afspejler også instruktørens eget liv.

Ligesom Haifaa Al-Mansour har Wadjda også behov for at gå sine egne veje i en mandsdomineret verden. Wadjda kæmper med lektierne og mod forbud fra moderen og et strengt skolesystem for at opnå det hun ønsker sig allermest – en grøn cykel. Men i Saudi-Arabien er det ikke velset, at piger kører på cykel, men det er Wadjda opsat på at lave om på.

Haifaa Al-Mansour regnes for sit lands første kvindelige filminstruktør og har med DEN GRØNNE CYKEL skabt den første spillefilm, der udelukkende er optaget i Saudi-Arabien.

Waad Mohammed har den helt rigtige udstråling som den søde men stædige lille pige, som vi slet ikke kan lade være med at heppe på.

DEN GRØNNE CYKEL fremstår som et sympatisk værk, der giver indblik i et filmisk univers, vi slet ikke kender. Det forekommer oplagt at bruge den i skolesammenhænge, og DEN GRØNNE CYKEL kandiderer også til en Oscar – som den første Saudi-Arabiske film nogensinde.