65

★★★☆☆☆

Adam Driver fik sit kunstneriske gennembrud i 2014 via Saverio Costanzos "Hungry Hearts", der indbragte ham prisen som årets skuespiller på Venedig filmfestivalen. Siden fulgte titelrollen i "Paterson" og snart kunne vi også nyde hans Oscar-nominerede præstationer i filmene "BlacKkKlansman" og "Marriage Story".

Men Adam Driver holder sig ikke for fin til at medvirke i rent kommercielle produktioner som f.eks. den forlængst udvandede Star Wars-serie, og nu dukker han også op i sci-fi-filmen 65. Her spiller han astronauten Mills, der havner på en planet, som viser sig at være jorden for 65 millioner år siden.

Han får udmærket modspil af Ariana Greenblatt i rollen som pigen Koa, den eneste anden overlevende menneskelige skabning på en planet med et utal af farlige forhistoriske dyr.

Scott Beck og Bryan Woods bidrog til manuskripterne bag de kun glimtvis interessante film om "A Quiet Place", og "65" fremstår højest en my bedre.

Effekterne ligner fraklip fra diverse dinosaur-film, så vi må håbe, at Adam Driver snarest finder tilbage til de kvalitetsfilm, der klæder hans talent bedst.