★★★★★☆
Malmø Opera og Musikteaters storartede opsætning af Charles Gounods opera ROMÉO & JULIETTE er en musikalsk åbenbaring. Den franske komponist blev anset som en af 1800-tallets største med "Faust" som et hovedværk i Operaens historie. Men spørgsmålet er om ikke også hans ROMÉO & JULIETTE fortjener samme status.
Lyriske toner gennemstrømmer værket – ikke kun i arierne, men også i de smukke ordløse passager, der kæder de fem akter sammen. Operaen havde urpremiere i 1867 på Théàtre Lyrique i Paris, og blev en øjeblikkelig triumf for Charles Gounod.
Operaen synges i Malmø på fransk med svenske og engelske tekstning, men når både det prægtige kor og den formidable orkester under kyndig ledelse af Patrik Ringborg viser hvad det kan, glemmer man næsten Jules Barbier og Michel Carrés libretto og lader sig beruse af musikken.
Ligesom i FAUST får handlingen i ROMÉO & JULIETTE mere end en snert af den katolicisme, der prægede Charles Gounod hele livet, og i Amy Lanes iscenesættelse fornemmer vi den eksistentielle dybde i den problematiske kærlighedsrelation mellem to meget unge mennesker.
Men Charles Gounod var ikke blot religiøs, men også romantiker, og hvor Shakespeares "Romeo og Julie" aldrig får udvekslet et ord i den afsluttende scene i kirken, fylder scenen det meste af 5. akt hos Gounod. Ingen kan være uberørt, når Roméo og Juliette erklærer hinanden deres kærlighed – samtidig med at de beder deres gud om tilgivelse.
Sehoon Moon og Kseniia Proshina er fortryllende i titelrollerne. Han lyser af lidenskab i spil og stemme, og hun emmer af den første forelskelses blide poesi og synger blødende smukt, mens hun ser med milde øjne på sin elskede.
Emma Ryotts cirkusprægede scenografi giver forestillingen et eventyrligt præg, der klæder den. En vild og vanvittig verden, der nægter at give plads til en grænseløs kærlighed.
Så kom ikke og sig, at handlingen er passé, så længe der spilles VM-fodbold i Qatar.
(Michael Søby)