★★★★☆☆
Ulrich Seidl har efterhånden overhalet Michael Haneke som Østrigs mest kontroversielle filmskaber. Siden det internationale gennembrud i 2001 med filmen "Hundedage" har h an formået at forarge selv de mest tolerante biografgængere.
Det kunstneriske højdepunkt er stadig hans Paradis-trilogi om "Tro", "Håb" og "Kærlighed", men også de provokerende dokumentarfilm "I kælderen" og "Safari" har vakt opmærksomhed.
Nu er han tilbage med den semi-dokumentariske RIMINI om den udbrændte crooner Richie Bravo, der må sælge sig selv til pensionsmodne kvinder, der kun vægtmæssigt får mere end de betaler for. Han skylder alle steder, og bliver tilmed opsøgt af sin datter, der kræver alle de penge, som hendes mor aldrig fik i børnepenge.
Titlen henviser til den italienske badeby, hvor Richie gør et sidste forsøg på at malke karrieren, men hans omgang med loven synes stadig mere tvivlsom.
Michael Thomas går hele vejen i rollen som den stadig mere groteske Ricki, og filmens soundtrack får Kandis til at lyde som Mozart, og vil hjemsøge dig, når du mindst venter det.
Som Rickis gamle far ydede Hans-Michael Rehberg en fornem indsats, der blev filmens fineste, og bidrog til at gøre RIMINI til en god film. At den gentager sine egne pointer lige rigeligt, forhindrer den i at komme på højde med instruktørens bedste.
